For at finde tilbage - Therese Beirup Espenkrona

Efter helt aflæsning efter VM og SM fik min træningsglæde ophørt. Efter at have satset alt, og at hele mit hjerte og hjerne har åndet strongwoman, var jeg helt drænet. Alt var så hypet på arbejdet, i fitnesscentret, på Facebook og Instagram. Alle taler om konkurrencer, træning og at komme i topform. Nu hvor min sæson var slut for 2018, satte den mig i halsen. Glæden og lysten til at blive stærkere og fortsætte var der ikke længere. Jeg skammede mig! Jeg kan ikke have det sådan her!? Alle der tror på mig. Alle der satser på mig. Alle de timer, jeg har lagt helt fra begyndelsen i fitnesscenteret, er forgæves. Alle de andre piger opfordrede jeg til at blive ved med at kæmpe. Al den tid, jeg tilbragte væk fra børnene. Jeg siger, at alt er ok, hvis nogen spørger, hvordan det er. Men inderst inde er hovedet i strejke.

Jeg troede i fuld alvor, at jeg havde mistet min glæde fuldstændig. At jeg ikke længere vil være en del af denne fantastiske strongman-familie. At denne æra med stærke kvinder, der ikke ser hinanden som konkurrenter, men som søstre, var forbi. Det gjorde mig endnu mere trist. Jeg begynder så i stedet at finde på grunde til at undgå at gå i fitnesscenter. Eller fandt jeg virkelig på det? Jeg var virkelig knust. Havde ondt i kroppen. Forskellige lidelser, som jeg ikke længere kunne ignorere, havde overtaget min træningsglæde. Skaden i foden mindede mig igen, og det resulterede i mine hofte/rygsmerter. Jeg har i nogen tid nu fået forsnævringer i mine håndled, så mine hænder og fingre falder i søvn i ny og næ. Nogle gange helt op over albuen. Apropos albue. Pludselig begynder en gammel lidelse at give sig til kende. Tennisalbue. Hvad pokker!! Intet kortisonskud igen. Se. Det nægter jeg. Så begynder jeg i stedet at bruge min arm i mærkelige vinkler, så det ikke gør ondt. Så finder den vej op i skulderen, så det var diclofenac for at mindske betændelsen der i stedet. Og alt føltes som lort.