Forberedelser til konkurrence - Therese Beirup Espenkrona
Forberedelser.

Det er helt individuelt at forberede sig til en konkurrence. Nogle forbereder sig ved at benægte til det sidste. Ikke at ruge og bare fortsætte som normalt. Nogle er omhyggelige med deres kost, træning og søvn. Og så er der dem, der forbereder sig, som jeg gør. Jeg har nok en mere rutsjebaneoplevelse hver gang. Noget bedre til enhver konkurrence. Dog samme indhold. Det starter normalt omkring 6-8 uger før. Skal jeg "besejre", altså tabe mig. Så begynder jeg at reducere kalorier cirka 3 måneder før, så kroppen vænner sig til det. Og jeg mister ikke styrke. Men som denne gang er jeg omkring 2-3 kg under min maksimale vægt. Altså hvor meget jeg kan veje for den individuelle konkurrence. I morges vejede jeg 73 kg. Så jeg har to kilo til overs, da maxvægten er 75 kg i min klasse.

Og så er der spørgsmålet om, hvordan hovedet skal matche kroppen. Det ene øjeblik har jeg det dårligt, og sætter spørgsmålstegn ved min evne til at præstere. I næste øjeblik er egoet på toppen og vil have det til at være en konkurrence NU! Først troede jeg, at jeg var alene om at føle sådan. Men efter at have talt med flere piger, og også fyre. Så det er mere reglen end undtagelsen. Nogle græder, kaster endda op. Panik og præstationsangst er til at tage og føle på.

Afdelingsuddannelse:

Så snart en konkurrence er officiel, og grenene er sat. Så begynder træningen på disse. Kun disse. Som exp nu, da jeg stillede op i Finland ved VM. Dengang var grenene log, powerstairs, wristroller, conans walk, dødløft og front hold. Så træner jeg stadig sådan, at der tre gange om ugen trænes grundtræning. Enten jord, bøjning eller bænk (presser). Og en gang om ugen laves der grentræning. Men jo tættere jeg kommer på konkurrencen, jo mere erstatter jeg grundtræning med grentræning.

Therese Beirup

Men hvorfor gør du det så?

Det er nemt at svare på. Følelsen bagefter. Intet af det, du følte før en konkurrence, eksisterer bagefter. Stoltheden, lettelsen og den fysiske træthed er så nærværende, at man kan sige, at man kan røre ved den. Og det er så forbandet godt! Og at du vokser som person hver gang. Også selvom placeringen ikke er top tre hver gang. Og at man lærer så meget for hver konkurrence. Men frem for alt fællesskabet. Jeg kender ingen anden sport, der har den form for fællesskab og samhørighed, som strongman/strongwoman har. Selvom du er modstander, står du stadig og hepper og presser dine "medkonkurrenter".

Jeg tror, ​​du er en bedre atlet, når du kan heppe på en modstander. Og glæd dig over andres succes.

For hvordan ville det føles at tabe til en, du snakkede lort om. Eller ikke trykket ned. Hvis du ophøjer en anden og hjælper dem med at yde deres bedste. Og det, at du så (som en bonus) vinder over hende, gør dig til en bedre atlet. Eller hvordan?

Det kan virke hårdt og råt udadtil. Men fællesskabet er blødt og ærligt. Så hav ALDRIG ret i at stå frem og spørge om skridttræning. Eller hvorfor ikke, hvis vi skal træne sammen. Jeg ønsker intet mere end at flere piger tør prøve denne smukke sport. Det er måske ikke rettet mod piger, der ikke kan lide at blive beskidte. Du bliver for beskidt. Og du får et blåt mærke. Men det er så det værd.

I skrivende stund er jeg på vej til Sveriges stærkeste kvinde (åben klasse) i Kista på TYNGE 7. Min tungeste konkurrence nogensinde. Bare at komme igennem det er mit mål. Så vil jeg føle, at jeg har vundet hele konkurrencen.