Ny forfatter - Therese Beirup Espenkrona

Med en øm og slidt hånd vil jeg forsøge at fortælle dig, hvem jeg er, og hvad jeg laver. Ondt i hånden, fordi rillerne på dødløftet er så forbandet gode. Og den er slidt, fordi den skal arbejde hårdt både på arbejdet og i fitnesscentret. Men der kommer noget godt ud af det. Mit greb er bundsolidt, og jeg slipper aldrig en taske.

Taske, tænker du måske? Ja, taske. Eller som det også kaldes indenfor den stærke mand/stærkkvinde, som jeg praktiserer, går landmænd.

Jeg hedder Therese Beirup Espenkrona og er en 35-årig mor til 4 børn. Og har en såkaldt "moderne familie", hvor to børn er mine biologiske børn, et bonusbarn og en mand.Hver anden uge er huset fyldt med børn, sko i hele hallen, fulde vasketøjskurve, masser af opvask men frem for alt masser af rutiner. Og rutiner er vigtige, hvis det skal virke. Og hver anden uge er det bare mig og manden derhjemme. Og så er der fuld fokus på træning, kommende konkurrencer og restitution

< strong>Hvordan klarer du alt?
Det gør jeg ikke. Du skal prioritere. Nogle gange skal det almindelige liv komme først. Og nogle gange skal træningen først. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke laver noget , og nogle gange alt

Men hvordan blev det sådan her?
Nå, jeg gik fra hinanden og fik en ny start på livet. Besluttede mig for at bo alene. Bare mig og børnene . Men hvad fanden. Når du møder den rigtige, gør du. Og det gjorde jeg. Johan Espenkrona. De fleste i sporten ved, hvem han er. Men for dem af jer, der ikke ved det, så er han en vel- kendt profil indenfor strongman, både i Sverige og i udlandet. I begyndelsen, da vi mødtes, nægtede jeg at træne strongman. Men så en dag var der en anden pige, Elin Forsnor, som skulle træne nede i strongman-gymnastiksalen. Og så vovede jeg mig ned. Jeg turde ikke røre, når der var andre store fyre og så på. Jeg syntes, det var pinligt, og jeg havde lav selvtillid. Men jeg var stærk. Og jeg havde dårlig teknik. Så det må jeg øve mig i. Nu og da skete der noget. En passion for sporten blev født, og jeg var hooked.

Jeg fortsatte med at træne, og jeg tilmeldte mig konkurrencer, og det gik godt. Kun medaljepladser. Og fik selvtillid nok til at konkurrere i Sveriges stærkeste kvinde -63kg. Der blev jeg nummer to, og fik en kvalifikationsplads til Em i England hvor jeg blev delt 8a. Året efter konkurrerede jeg på -82kg. Men trak senen under venstre fod under konkurrencen, og måtte aflyse efter to en halv gren. Men endte alligevel på en 5. plads. I år vandt jeg VM i -75 kg og skal til VM i Finland i oktober. Ind i mellem har jeg fyldt hylderne med medaljer og trofæer fra andre mindre stævner i både styrkeløft og strongwoman. Og håber at fortsætte sådan et stykke tid.

Men noget jeg savner er flere piger! Hvor er de? Jeg ser mange kæmpe i gymnastiksalen, i haven, på parkeringspladsen uden for butikken, i skolen og på arbejdet. Og alle siger, at de ikke er stærke nok til strongwoman, men er meget imponerede over dem, der gør. Jeg lover jer alle. Meget af det, du laver i hverdagen, gør vi også. Selvom det er tungere og med teknologi. Lærer du teknikken, kommer styrken også. Du skal lære forskellen mellem træning og slid. Du arbejder hårdt på arbejdet og i haven, men i fitnesscentret træner du og lærer teknik. Så til jul ønsker jeg flere piger, der tør tage farmers walk og løfte atlassten.